–  tekst og grafik af Mikkel Urup

Vi går normalt udfra at vi tænker, føler og husker med hjernen. Den daglige sprogbrug er også fuld af understregninger af denne antagelse: “De små grå”, “Brug dog hjernen!”, “Hjernegymnastik” o.s.v er alle sproglige vendinger som indgår i vores allesammens ordforråd.

Vi hører i medierne om “lykkepillens baggrund”, “intelligensens kemi” og “personlighedens genetiske forudsigelighed”.

Tilsyneladende er hjerneforskningen således inde i et stadie, hvor vi for alvor er ved at forstå bevidsthedens inderste mysterie. Dette tror jeg er den almindelige opfattelse.

Der er dog lidt overraskende nogle store ignorerede forklaringsproblemer ved den grundantagelse, at hjernen er stedet hvor vores tanker fødes. Problemet med at anføre disse mangler er, at det kan være svært at komme med en alternativ forklaring!

Vi ved at hvis vi ødelægger hjernen ved f.eks. det hvide snit – så ændrer man tilsyneladende også personligheden. Vi ved at hvis man slår en person i hovedet med et boldtræ, er det meget sandsynligt at hans mentale hastighed lider skade. Vi ved at en person der har forgiftet sin krop med kemikalier, stoffer eller alkohol ofte har problemer med hukommelsen. Disse observationer får os nemt til at konkludere, at hjernen derfor må indeholde svarene til hukommelsen og bevidsthedens mysterie. Dette er jo tilsyneladende elementært logisk udfra den observation, at når hjernens fysiske tilstand forringes, forringes de mentale processer i samme grad.

Lad os starte med en meget kort status. Hjerneforskerne har anskueliggjort og bevist at hjernen modtager signaler fra de forskellige sanser i tilsvarende forskellige områder i hjernen.

Hvad der derefter sker med den modtagne information har forskerne fejlet i at belyse. Vi kunne kalde det “mysteriet om den forsvundne hukommelse”. Ikke så få er af den overbevisning, at forskerne da selvfølgelig har set spor af hukommelsen i et mikroskop eller genaftryk, men dette er interessant nok ikke tilfældet.

Det er faktisk ikke er en lille ting vi leder efter – ikke en uvæsentlig detalje. Hvis hukommelsen rent faktisk kunne lade sig finde og kortlægge i hjernen, kunne man f.eks. kirurgisk fjerne ubehagelige hændelser fra fortiden og plante falske behagelige stykker hukommelse. (Om det etisk ville være forsvarligt er selvfølgelig højst tvivlsomt!) Al psykofarmisk medicin i dag påvirker udelukkende patientens evne til at BRUGE hukommelsen. Selve hukommelsens substans, position og struktur er ukendt. At der således er et meget stort hul i forskernes viden vil nok være en overraskelse for mange.

Problemerne med den manglende kortlæggelse af hukommelsen har fået nogle forskere til at foreslå at hukommelsen ikke er komplet i sine optegnelser, at vi simpelthen har mistet de dele af vores hukommelse som er mindre væsentlige. På trods af dette har man ved hjælp af hypnose bevist, at man kan finde hændelser i fuldstændige (og uvæsentlige) detaljer fra hele den tidlige barndom.

Lad os lave et eksperiment for at anskueliggøre hukommelsens omfang: Sidste gang du spiste et måltid mad registrerede du en masse sanseinformationer automatisk i hukommelsen. Lad os nu prøve påny at hente disse informationer frem. Prøv en gang at lukke øjnene og vend tilbage til sidste gang du spiste: Kan du fornemme din kropsposition? Kan du se maden for dig? Var du sulten/blev du mæt? Var der noget musik eller snak i baggrunden? Hvordan smagte de forskellige ingredienser du spiste? Hvor varm var maden? Var maden nem at tygge? o.s.v.

Evnen til at hente informationerne frem igen varierer noget fra person til person, men sandsynligvis fik du under ovenstående hentet en temmelig pæn mængde informationer frem. Mængden af disse informationer du lige fremskaffede kunne som informationsmængde nemt fylde en cd-rom, eller sagt gammeldags, en ganske tyk bog. Man kan så stille sig selv følgende mærkelige spørgsmål: Hvor mange millioner “reoler” ville hele mit liv’s hukommelse ikke fylde og hvor står så disse “reoler”?

Tilsyneladende er hukommelsen fraværende/usynlig i hjernen, man har ikke engang kunne finde spor af hukommelse i selv de mest primitive dyrearters hjerner. Dette er ikke spørgsmålet om nålen der er forsvundet i høstakken, men mere noget i retning af spørgsmålet om de 200 elefanter der smuttede igennem nåleøjet på en gang og derefter forsvandt i et fingerbøl…

Kan du huske da du lærte at cykle? – De fleste får med det samme et “billede” af denne hændelse, men hvor kom det fra?

Hjernen er beviseligt informationernes motorvej ud til resten af kroppen, og hvis vi ødelægger “infrastrukturen” i hjernen kan informationerne ikke nå frem. Den manglende information kunne dog teoretisk stadig blive afsendt et eller andet sted fra… den når bare aldrig frem! Med andre ord: Du kan kappe en persons telefonkabel og herved tilsyneladende få ham til at holde op med at ringe til sin ex-kæreste, men du ændrer ikke dermed mandens grundlæggende personlighed af den grund. Han er stadig lige forelsket! Han kan bare ikke udtrykke dette mere. Det kunne tænkes at alt hvad nervemedicin gør, er at undertrykke/forvrænge visse typer af information.

Det er ikke så svært at indbilde en tre-årig dreng at der vitterligt sidder et symfoniorkester inde i radioen. Det er faktisk betydeligt nemmere end at prøve at forklare ham hvor symfoniorkestret faktisk sidder. Sandheden – at symfoniorkesteret fyldte en stor scene og spillede det han nu hører for ti år siden i Berlin – lyder simpelthen alt for utroligt. Man kunne faktisk sige at det ville være mere overskueligt at forsøge at finde symfoniorkesteret inde i radioen …

For et par hundrede år siden ville mange af de teorier, vi i dag har videnskabelig belæg for, blot frembringe overlegne skuldertræk, hvorfor? – Fordi man ikke på det tidspunkt kunne underbygge teorierne med synlige og uomstødelige beviser. Dette betyder det dog ikke at de ikke havde f.eks. atomer dengang… De vidste bare ikke at de havde sådan nogle. Sindets egentlige struktur er måske af en sådan beskaffenhed, at hvis den blev beskrevet korrekt i dag, ville det blot fremkalde skuldertræk! Det er meget interessant at bemærke, at der ikke i hele menneskehedens historie er sket nogle afgørende gennembrud indenfor kunst og videnskab, som ikke mødte massiv modstand fra sin samtid. Et gennembrud indenfor forståelsen af os selv og sindets mysterie kunne med et kig på vores fortid altså nemt blive ugleset. Etablerede autoriteter vil altid lide under tab af deres autoritet hvis deres teorier skulle vise sig forkerte. Det vil i vore dage konkret betyde tab af forskningsmidler og prestige.

Mennesket har også en stor svaghed i form af en utrolig insisteren på altid at have ret. Det er svært at “æde sine ord igen”, og det er endnu svære at gøre dette, når man er under pres som f.eks. under et skænderi. En politiker vil ofte hellere udsende en lavine af forklaringer, fremfor blot at indrømme at have taget fejl. På trods af dette er det tit sådan, at det eneste rigtige er at indrømme at man kunne have gjort det bedre.

Praktisk taget al nutidig forskning går i retning af at bevise, at informationerne sidder et eller andet sted i vores hjerne – er det ikke at forske med skyklapper på? Man har allerede besluttet hvor man skal finde noget? Kunne det ikke tænkes at hukommelsen sad i et energifelt rundt om kroppen eller …?

Kan det mon være at sindet stadig er en ukendt størrelse?

Vi forstår nemmest noget ukendt ved at sammenligne det med noget vi kender i forvejen. Vi hører derfor ofte i vore dage at “hjernen er den mest komplicerede computer der findes”. For nylig måtte verdensmesteren i skak give op overfor et stort monstrum af en computer. Nogen ville mene at denne skakkamp var en slags milepæl for teorien om, at hjernen/sindet er opbygget ligesom en computer. Nede i Fona eller Fredgård bliver man præsenteret for en moderne computer, der med venlig stemme f.eks. fortæller os at printeren er løbet tør for papir. Det er jo næsten som at have en levende sekretær! Og dog – Spørg den næste programmør du ser, der selv ærefrygtigt kigger på sin maskine som var den levende: “Er der en eneste ting den maskine gør, som du ikke har programmeret den til?”

Det er ikke computeren der er “levende”, men programmøren som er levende. Computeren er ikke sig selv bevidst, den “er” der ikke, den har ingen bevidsthed. Software besidder ingen iboende intelligens, men hviler alene på programmørens evne til at forudse de problemer computeren i fremtiden vil blive præsenteret for. Der mangler et eller andet ved computeren i forhold til det menneskelige sind, computeren er “hjernedød” eller “bevidstløs”. Den kan ingenting og vil ingenting, med mindre vi beder den om det.

Der er så nogen der mener, at når computeren bliver meget meget meget kompliceret, og den datamængde den behandler bliver uoverskuelig stor, får den pludselig bevidsthed. Den bliver pludselig klar over sig selv. Den “vågner”. Denne teori bygger bl.a. på, at de fleste tankeprocesser foregår udenfor vores umiddelbare bevidsthed, og det vi kalder bevidsthed måske er en slags illusion. Når den sansemængde sindet hele tiden behandler er enorm, kan man ikke behandle alle informationer med samme grad af opmærksomhed. Der foregår hele tiden en prioritering, om hvad vi skal give mest opmærksomhed eller “være mest bevidst om”.

Men teorien om at “bevidsthed er en følge af uoverskuelige datamængder” har et stort forklaringsproblem. I det øjeblik vi nedskærer antallet af sanseinformationer – ved f.eks at sidde helt stille i et stille rum – koncentreres vores bevidsthed blot endnu mere, da der er mindre information at fordele bevidstheden på. Vi kan nu pludselig høre hjertet og styre åndedrættet. Det kunne vi også før, men prioriteringen var anderledes. Det er derfor ikke oplagt sandsynligt, at bevidstheden fødes ud af kompleksitet. Bevidsthed kunne ligeså godt være noget meget enkelt! Hvis man skulle tilføje noget, der kan få enhver “begge ben på jorden forsker” til at se rødt, ville det være, at der ikke er fremlagt noget bevis for at hukommelsen og bevidstheden i det hele taget er fysisk i sin form.

Det har i mange år ikke været god skik for en seriøs forsker at ytre interesse for de uforklarlige hændelser, de fleste oplever på et tidspunkt i deres liv. Har du f.eks. nogensinde kunne mærke, at nogen så på dig, hvorefter du vendte dig om og opdagede, at du havde ret? Det er stadig i videnskabelige kredse kritisabelt og “useriøst” at behandle sådanne fænomener, med den oprigtige opmærksomhed man kunne mene at det fortjener. Hvad skyldes denne berøringsangst? Kan den skyldes andet end, at disse fænomener ville komme til at udgøre endnu et forklaringsproblem?

Mange religiøse mennesker har for at være “videnskabelige” accepteret, at hjernens snørklede nervetråde udgør selve menneskets sjæl. Et meget religiøst spørgsmål – stillet på en helt respektløs måde – ville være: Hvad sker der med din hukommelse og din bevidsthed, hvis jeg gennemhuller din krop med en maskinpistol? – Får jeg ram på dig – eller forsvinder du sammen med din hukommelse til et andet sted? Før vi kan se at hukommelsen og bevidstheden rent faktisk rådner væk sammen med kroppen, er der ikke videnskabeligt belæg for at affeje religiøse forklaringer som “uvidenskabelige”. At gøre dette vil blot være snæversynet og uden at have sit bagland i orden.

Når vi anskueliggør mennesket som en kompliceret bio-kemisk robot render vi ind i forskellige karaktertræk som vi ville finde fuldstændig ubrugelige og ineffektive hos en robot. Mennesket har f.eks. samvittighed, irrationelle fobier, had, næstekærlighed, sorg – og disse “kvaliteter” er alle ting som en god effektiv maskine IKKE har. Den største forskel er dog at ingen maskine nogensinde kan tage en selvstændig beslutning. Når dette mærkelige fænomen kaldet “homo sapiens” tager en beslutning, kan det ofte “gå gennem ild og vand” og gøre ting som i den mekaniske fysik og kemi er temmelig ubeskrivelige.

Vi ved tilsyneladende ikke hvad hukommelsen eller bevidstheden er, ej heller hvor de fysisk er placeret – Hvad ved vi så egentlig?

Nogle vil mene, at jeg burde fremsætte en bedre teori, før end jeg kan tillade mig at angribe hjernen som den eneste forklaring på hukommelse og bevidsthed. Men det ser jeg i første omgang ikke som min opgave. Min jobbeskrivelse er nok blot ligesom barnets i H.C. Andersens klassiker der siger: “Se mor, manden har intet tøj på”.

Det er ikke anklagerens problem hvis forsvaret ikke har argumenterne i orden. Det kan godt være at forsvaret har ret, det kan godt være at hjernen indeholder alle svarene, men det er ikke bevist – det er stadig blot en teori. Man kan godt tro så meget på en teori, at man mener det unødvendigt at bevise den, men det mener jeg ikke er særlig videnskabeligt.

Jeg skal ikke nægte at jeg personligt har et vist antipati mod den tanke, at de malerier jeg f.eks. laver, har deres kreative baggrund i nogle mere eller mindre tilfældige kemiske processer i min hjerne. Jeg glædes derfor lidt over at kunne påpege disse svagheder i hjerneforskningen. Men jeg vil selvfølgelig også gerne vide svaret på det store filosofiske spørgsmål: Hvem er jeg?

Måske skal vi i virkeligheden glædes over, at den forskning, som oftest betales af private firmaer med særinteresser, ikke rigtigt har fat i nøglen til mysteriet om den menneskelige hukommelse og sjæl. Måske ville det i virkeligheden være en katastrofe, hvis menneskets sjæl blev kortlagt og forstået af de forkerte interesser. Hele politiske ideologier har jo stræbt efter at kontrollere menneskets færden.

På den anden side tror jeg, at det ene og alene er vores manglende forståelse af os selv, der er årsagen til vores magtesløshed overfor kriminalitet, stofmisbrug, religionskrige og miljøsvineri.

Måske er den eneste løsning virkelig at forstå os selv til bunds! Hvis dette er løsningen, tror jeg ikke at hjernen er det absolut eneste sted vi skal lede…

Mikkel Urup, 2004